Menu Luk

Gua sha

Her i klinikken anvendes gua sha i forbindelse med kosmetisk akupunktur, hvor det er et fantastisk redskab til at forbedre gløden i ansigtet, løfte og stramme op i huden, samt at udligne skævheder i ansigtets mimik og mindske ødem. Desuden også til appelsinhud på baller og lår, til arvævsbehandling og sidst men absolut ikke mindst til muskelsmerter og stagnationer på meridianerne. Gua sha er en supplerende behandling, der indgår i forbindelse med akupunktur og kosmetisk akupunktur.

Gua sha betyder at “skrabe et udslæt”, direkte oversat. Behandlingen er lidt i familie med cupping. Huden skrabes med et gua sha redskab, der traditionelt er fremstillet af jade eller horn, men som i dag findes i mange forskellige materialer. Redskabet har typisk afrundede kanter, og en glat overflade. Huden fugtes oftest, fx med olie når man udfører gua sha. Friktionen fra skrabet imod huden skaber en øget blodgennemstrømning som blandt andet kan løsne op for smerter og stagnationer i det berørte område.

Bemærk at behandling med gua sha næsten altid giver forbigående røde eller blå mærker efterfølgende. Mærkerne forsvinder dog ofte hurtigere end ved cupping, og langt hurtigere end fx et almindeligt blåt mærke.